Redegjørelse fra Nicklas Bendtner

Her er redegjørelsen fra Nicklas Bendtner under tirsdagens pressemøte.

Annonse:

Kære alle.

Som I har kunnet læse i medierne de seneste par dage, har jeg rigtig nok været involveret i en yderst uheldig og også for mig stærkt ubehagelig episode omkring klokken 2 natten til søndag. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den skulle udvikle sig, som den gjorde, og jeg er selvsagt ekstremt ked af, at udfaldet blev så uheldigt, som det blev.

I den sammenhæng er der nogle mennesker, som jeg gerne vil beklage overfor – fordi de altid har behandlet mig ordentligt og har krav på min respekt.

Over for Rosenborgs fans og publikum beklager jeg, at dette er sket. Og jeg beklager, at jeg ikke undgik at havne i situationen – også selvom jeg forinden havde forsøgt at søge væk fra den. Det har fra starten af været en glæde at spille for Rosenborgs suveræne og trofaste publikum, og jeg har sat en ære i at gøre dem stolte af mig og af holdet. Jeg tager ikke spor let på det tilbageskridt, som denne triste hændelse betyder.

Over for klubben beklager jeg af hele mit hjerte, at vi står her i dag. Rosenborg har været mere end en god klub for mig. Den har føltes som et nyt hjem og en ny familie, da jeg mere end nogensinde behøvede luftforandring og en ny start. Heroppe har jeg haft nemmere ved at have lov til at være den person, jeg ønsker at være.

Den sort-hvide dragt ligger mit hjerte nær – også når jeg ikke bærer den.

Over for mine kære holdkammerater beklager jeg, at det her skal stjæle fokus i en vigtig tid. Og jeg takker for den forståelse, jeg allerede er blevet mødt med. De folk, jeg har delt omklædningsrum med dagligt i halvandet år, ved heldigvis godt, at jeg ikke er og aldrig har været en voldsmand, men at jeg beskytter dem, jeg har kær. På på og uden for banen.

 Rosenborg har mange spændende kampe, der venter her i efteråret. Vi er stadig med i guldkampen, vi skal spille kvartfinale i cuppen, og vi fører ligaen. Jeg ønsker at bidrage til, at vi når vores målsætninger, og at dette bliver endnu en mestersæson for klubben. Jeg ønsker at bidrage med alt, hvad jeg har. Og jeg vil

naturligvis tage endnu større forholdsregler, end jeg troede nødvendigt, så jeg ikke havner i noget lignende igen.

På grund af den verserende sag i retssystemet kan jeg ikke udtale mig yderligere, men må i stedet henvise til advokat Anders Nemeth.

Så det var altså alt for nu. Tak for opmærksomheden.

Annonse fra Eliteserien: